Om Dalarna & nordsverige
Fjelde og elve, friluftsliv, skøn natur og vidstrakte udsigter. I Dalarna og Nordsverige, som består af alle landskaberne nord for Dalarna, støder man altid på et eller andet eventyr lige rundt om hjørnet. Besøg spændende grotter eller gå på udkig efter bjørne. Tag på vandretur i fjeldene, spil golf, tag på fisketur eller rafting. Mulighederne er uudtømmelige.
I Dalarna kan man om sommeren tage på vandretur i Vasaløbets spor. Sommeren kan også bruges til downhill mountain biking. Prøv f.eks Sälen Bike park eller gå ned ad fjeldet gennem Trollskogen. I Malung afholdes de årlige svenske begivenheder, Dansbandsveckan och Skinnarspelen. Dala-hesten är en klassisk souvenir at tage med hjem. Som navnet siger, kommer denne hest fra Dalarne, nærmere bestemt fra Mora. Og selvfølgelig står verdens største Dala-hest i Dalarne – den er 13 meter høj og kan beses i Alvesta, men man skal til Mora, hvis man vil se fremstillingen af hestene. Tag med familien til Leksands Sommarland, der byder på utallige, sjove attraktioner, karruseller og rutsjebaner. Besøg slikboden, og lad ungerne tage en tur i poolområdets rutsjebane,så kan de voksne slappe af så længe. Få adrenalinet op at køre med rafting eller med trampolin-bungee. Her er alverdens spændende aktiviteter for hele familien. Man kan også tage på en udflugt, sådan som over 1 million mennesker allerede har gjort, nemlig til Sveriges største kobbermine i Falun. Elevatoren fører dig de 55 meter ned under jorden, hvor en guide er klar med en interessant rundvisning. I Gesunda kan man besøge Tomteland (Nisseland), hvor Tomtefar og hans nisser bor. Hvis du har lyst, så fat fiskestangen og tag på en dejlig fisketur til Bollnäs i Hälsingland, hvor man finder to større vandløb, Ljusnan och Voxnan. Her kan man endda få bid lige midt i byen. I Hudiksvall kan man fiske strømming, og i Nordanstig er der også gode muligheder for fiskeri af forskellig art. Ersk-Matsgården er en af mange ”Hälsingegårde” – her kan man opleve, hvordan man levede i midten af 1800-tallet. Hälsingegårdene er meget specielle, både hvad angår arkitektur og indretning. Der findes over tusind forskellige gårde, og mange af disse tilbyder sjove aktiviteter, som nok er et besøg værd. Gårdene ligger spredt ud over hele Hälsingland. Du kan også besøge Bodagrotterne i Hudiksvall. Grottesystemet består af hele 2.622 meter og er Sveriges tredjestørste. Härjedalen er et paradis for dem, der elsker at fiske – find dit eget lille, private fiskeparadis langs den 7 mil lange Vernan. Herudover kan du fange ørred eller stalling til din middagsmad bl.a. i Norrälven og Hoan. Tilmeld dig en gruppetur for at kunne fiske fra de allerbedste fiskepladser. Når det bliver tid til en afslappende runde med storslåede udsigter, er der mange golfbaner at vælge imellem, eller måske foretrækker du at opleve fjeldene fra hesteryg? Der er utroligt meget at tage sig til. Tag på kajaktur, på helikoptertur til Skarsfjället og gå på rundtur på toppen, på klatretur på Funäsberget, eller måske har du lyst til en bæversafari. Du kan også glæde familien med en tur til Frösö Zoo, der har over 700 dyr foruden et cirkus og en forlystelsespark med masser af skæg og ballade. Rejs tilbage i historien og lev livet i Jamtli Historieland. Her findes et interessant 1700- og 1800-tals- miljø. I Moose Garden kommer du tæt på elgene, og i Härjedalens Fjällmuseum har du mulighed for at deltage aktivt i samernes og bjergbøndernes historie. Östersund er hovedbyen i Jämtland, der med sin beliggenhed helt tæt på naturen og udsigt over fjeldene er en skøn by med et stort udbud af restauranter og caféer. I juli måned er der fuld fart på Östersund, når Storsjöyran afholdes – det er Skandinaviens største musikfestival. Der er et 400 år gammelt sagn knyttet til Storsjön – sagnet om et søuhyre. Man har flere hundrede dokumenterede vidneberetninger – tag plads på en af observationspladserne, som findes rundt om søen, og se, om du skulle være heldig at få øje på dyret! Vildmarken, som altid ligger tæt på, når man er i Nordsverige, fremelsker en særdeles fredfyldt sindsstemning, men samtidig byder den på en masse aktiviteter. Jagt- og fiskemulighederne står i kø, men også badning og vandring er dejlige muligheder – og hvad med at stoppe i Skellefteå for rafting, klatring og Boogie-surfing. Til glæde for ungerne findes Lilleputtlandet, som er en sommerpark med alt fra en Vilde-Vesten-by til skattejagtmuligheder. Hele familien får en spændende dag, og er dette ikke nok, kan man udfordre hinanden i Äventyrshuset i Vitberget, der har 47 forskellige rum med forskellige udfordringer – et nervepirrende eventyr. I Norrbotten ligger Sveriges højeste bjerg Kebnekaise med sine 2.104 meter og søen Hornavan, som er 232 m dyb. Norrbotten er Europas sidste vildmark med hav, fjeld og skov. Tag ud i denne herlige natur til fods, til hest, i kajak eller på ski. Her er mulighed for at køre med hunde- eller rensdyrslæde, og har man lyst, kan man tage ud og møde samerne i deres specielle miljø. |
|