Om Skåne Södra
Skåne bærer hele Sverige ”på sine skuldre” og er samtidig omgivet af hav på alle sider. Herudover ligger Europa for Skånes fødder, så herfra kommer hele tiden strømninger, der har indflydelse på moden og shoppingkulturen.
Find inspiration og nyd livet i Malmø, Sveriges tredjestørste by. Den ligger tæt på naturen og tilbyder samtidig et pulserende gadeliv med mere end 800 butikker foruden spændende historie, kultur og underholdning. Folkets park er det sted, der er mest kendt for sin underholdning. Her kan familien more sig med karruseller og børneteater, men her er også steder, hvor man finder fred og ro i den frodige park. En anden populær park er Pildammsparken, som samtidig er Malmøs største park. Her kvidrer fuglene, hvis der ikke lige spilles teater, medens Katrinetorps Herrgård indbyder til en romantisk spadseretur i den engelske park, hvor man også kan få en god bid mad eller nyde en dejlig koncert. Hvis man får behov for at svale sig af, ligger der flere strande i nærheden af Malmø. På Möllevångstorget sælges grøntsager om dagen; om aftenen derimod er her godt med kødannelse til de forskellige barer og caféer. Hvis man foretrækker en god middag eller bare vil snakke over en øl, er Lilla Torg en fint og centralt beliggende sted. Hvert år afholdes Malmø-festivalen, og så fyldes byen med mennesker, der nyder diverse shows, koncerter og dansemuligheder foruden kulinariske fristelser. Kan du ikke deltage i festival-ugen, så kan du altid gå i Aq-va-kul, som er Skandinaviens største indendørs badeland. Restaurant Kungsparken er også kasino, og Slakthuset byder på teater og anden underholdning. Du kan også gå på byvandring forbi Turning Torso, en høj, snoet og meget spændende bygning i Västra Hamnen, hvor der er dejlige strandpromenader med udsigt over Øresund. I kulturkvarteret, Mazetti, har forskellige kulturaktiviteter og natklubber til huse, og har du lyst til en spændende, historisk oplevelse, så besøg Malmöhus Slot, bygget i 1500-tallet. Det huser i dag Malmøs kunstmuseum. En anden form for historisk oplevelse kunne være et besøg på Fotevikens museum i Vellinge. Her kan du opleve vikingetiden i et slags reservat, hvor bebyggelsen er omgivet af en vold. Her giver man et bud på, hvordan der så ud i vinkingetiden, og man afholder ligeledes et årligt, meget populært vikingemarked. For de hesteinteresserede er det årlige ”Falsterbo Horse Show” i Vellinge en fin mulighed, og ved kysten windsurfes der på livet løs. Golfentusiaster har 5 ud af Skånes 68 baner lige i nærheden. Nils Holgersson begyndte sin rejse i Skurup. Her finder du Svaneholms Slot, der i dag er museum, beliggende mellem typiske, skånske gårde og åbne marker. Her findes fine fiskemuligheder både i sø og hav, og herfra kan du begive dig ud af Østersøvandrestien, som fører til Trelleborg. Du kan også besøge Trelleborgen fra vikingetiden med mange fine sommeraktiviteter. Nyd solen og en kølig dukkert langs den 35 km lange strand, eller tag på en dejlig gåtur langs kysten og stop op i Smygehuks Fiskerleje for at købe røget fisk. Børnene har det rigtig sjovt i det 1.500 m2 store legeland, Kulhuset. |
|